Fantasien må ikke dø
En refleksion over fantasi, kausalitet, ansvar og menneskets behov for at bygge sammenhængende verdener.
Jeg var allerede begyndt at skrive i mine tanker:
„Fantasien må ikke dø.“
Og jeg standsede.
At være overbevist om en idé betyder ikke, at alle andre skal være det, blot fordi jeg selv er overbevist. Før man hævder, at fantasien ikke må dø, findes der et spørgsmål, som kommer før:
Hvorfor må den ikke dø?
Eller måske et endnu mere ubehageligt:
Hvorfor vil den ikke dø?
Og vi kunne fortsætte med at gå baglæns.
Hvert spørgsmål rummer et tidligere spørgsmål. En rekursiv regression, der, hvis vi lader den fortsætte, til sidst når vores egen eksistens: hvorfor vi tænker, hvorfor vi skriver, hvorfor vi bevarer en idé i stedet for at dømme alt til glemsel. Vi kunne gå så langt tilbage, at vi til sidst ville spørge, om vi overhovedet burde skrive et eneste ord.
Men så langt vil jeg ikke gå.
Ikke i dag.
Jeg lever mellem fire vægge. Nogle gange føler jeg, at jeg forlader dette rum mindre, end jeg burde. Jeg vil have skærmene væk fra mine øjne. Jeg vil dufte mere og se mindre. Jeg kan lide at mærke vinden.
Jeg holder ikke længe ud udenfor. Men i det korte interval, før jeg bliver træt, mærker jeg noget.
Det er ikke fred.
Det er lettelse.
Og præcisionen betyder noget.
For fred og lettelse er ikke det samme. Fred forudsætter på en eller anden måde, at konflikten er ophørt. Lettelse betyder blot, at dens tryk et øjeblik bliver mindre.
Desuden er det ikke altid muligt at gå ud.
Og det forhold, jeg prøver at beskrive, er heller ikke så enkelt som „inde“ og „ude“, selv om det måske kan reduceres til det på et tilstrækkeligt abstrakt niveau. Jeg taler om vores forhold til vores omgivelser. Og omgivelser kan ikke altid ændres lige så let som at åbne en dør og træde over en tærskel.
At reducere problemet til at være inde eller ude ville være at forveksle én variabel med systemet.
Og egentlig kunne jeg stoppe her.
Jeg har allerede sagt det, jeg ville sige.
Alt det, der følger, tilhører en anden forpligtelse: at gøre mig forståelig.
Det er min træthed ved at skrive. Jeg skriver ikke for mig selv. Hvis jeg kun skrev for mig, var jeg blevet færdig for mange linjer siden. Måske allerede ved titlen. Alt derefter ville være foregået bag lukkede døre, uden syntaks, uden forklaringer og sandsynligvis uden ord.
Men jeg skriver til dig.
For at du kan forstå mig.
Og når jeg nu allerede har brugt hele denne tekst —alt undtagen titlen— på at skrive til dig, beder jeg faktisk om din opmærksomhed.
Hvis du allerede har forstået, hvor jeg vil hen, uden at der behøves et ord mere, ville jeg ønske, at du stod foran mig. At det var nok at se på hinanden for at kende hvad, hvordan, hvornår, hvor og hvorfor. At vi kunne spare os denne absurde nødvendighed af at omdanne tanker til symboler, symboler til sætninger og sætninger tilbage til tanker i et andet hoved.
Men det kan vi ikke.
Så jeg fortsætter.
Fantasien må ikke dø, fordi det ikke altid er behageligt at ændre vores materielle omgivelser, og alt for ofte er det slet ikke muligt.
Fantasien er en vej ud.
Selv om „flugt“ måske er et ord, der uretfærdigt er blevet mistænkeliggjort.
For nogle består fantasi af billeder. For andre af lyde. For andre igen af skulpturer, kroppe, teksturer. Nogle fantasier ses; andre berøres; andre høres.
Og andre duftes.
Jeg er ked af at måtte sige, at jeg ikke kan finde ud af, hvordan jeg skal parfumere denne tekst, som måske når dig som bits. Og jeg er endnu mere ked af ikke at vide, hvilken duft der kunne føre dig til et miljø, hvor du kunne føle præcis det, du har brug for at føle nu.
For det behøver ikke at være det samme, som jeg har brug for.
Ikke min følsomhed.
Ikke min etik.
Ikke min moral.
Måske ville dine tanker forekomme mig foragtelige. Måske ville jeg komme til at hade blot muligheden for, at en som dig eksisterer. Måske kan jeg dømme dig. Måske kan jeg aldrig tilgive dig. Måske mener jeg, at det er legitimt at fordømme dig. Måske vil andre hævne sig på dig.
Og alligevel er det stadig muligt at forstå dig.
At forstå er ikke at frikende.
Den forskel betyder lige så meget i juraen som udenfor den.
At forstå den kausale kæde, der fører til en handling, ophæver ikke nødvendigvis ansvaret hos den, der udfører den. Men det bør heller ikke give os lov til at lade som om, kæden ikke findes.
Jeg kan bebrejde dig det, du gør, og samtidig spørge mig selv, hvad der førte dig dertil.
Jeg kan anerkende dit ansvar uden at give dig monopol på alle årsager.
Og måske kan jeg netop dér tilbyde dig noget: en mindre skadelig mulighed. En anden udgang. En fantasi, hvor visse impulser kan få form uden at blive til skade.
Om du tager imod den eller afviser den, afhænger ikke længere af mig.
Du kunne endda fortolke den sådan, at jeg en dag hader mig selv for at have skrevet et eneste ord.
Det er også risikoen ved at skabe.
For fantasien betyder ikke det samme for alle, uanset hvor gerne vi forestiller os den fyldt med magi, slotte og talende farvespil.
Den betyder ikke engang det samme for det samme menneske gennem et helt liv.
Fantasien tilpasser sig.
Den ændrer sig med det, vi har brug for at flygte fra.
Og så viser en langt vanskeligere forpligtelse sig: at forstå.
At forstå betyder ikke at fejre.
At forstå betyder ikke at retfærdiggøre.
At forstå betyder ikke engang at holde op med at føle smerte over det, vi forstår.
Nogle gange kræver forståelse det modsatte: at gå igennem vores egen afvisning og skabe en intellektuel forbindelse, som vi følelsesmæssigt har svært ved at acceptere.
At give nogen tvivlens fordel, ikke fordi alle er uskyldige, men fordi ingen seriøs forklaring bør begynde med at betragte sine konklusioner som bevist på forhånd.
Og hvis vi leder efter skyldige, opdager vi måske noget endnu mere ubehageligt:
skyld opfører sig sjældent som en udelelig genstand.
Den fordeler sig.
Her må jeg være præcis.
Juridisk ansvar kan individualiseres. Kausalitet næsten aldrig.
En domstol må afgøre, hvem der udførte en handling, med hvilken viden, under hvilke omstændigheder og med hvilken grad af bebrejdelse. Den har brug for grænser, for uden dem ville retten blive umulig.
Virkeligheden har ikke den forpligtelse.
Virkeligheden kan rumme enorme kausalkæder.
Jeg bevæger mig væk fra emnet.
Men også afstikkeren rummer noget.
Og eftersom det egentlige spørgsmål om fantasien blev afgjort for mange linjer siden, vil jeg foreslå dig en sidste øvelse.
Et væsen giver et andet et våben.
Det beordrer det ikke til at bruge det.
Det fortæller ikke mod hvem.
Det pålægger intet mål.
Det opmuntrer ikke engang særligt til at skyde.
Men der findes et andet sæt mennesker, hændelser og omstændigheder, som lægger pres på det andet væsen. De provokerer det. De knækker det. De ødelægger det lidt efter lidt.
Det finder ingen udveje.
Eller mere præcist: Det kan ikke se dem.
Ingen viser dem.
Det eneste, det lærer regelmæssigt, er at lide.
Det har dog våbnet.
Det lærer at bruge det.
Det forstår dets funktion.
Og til sidst skyder det.
Det begår en forbrydelse.
Nu kommer det ubehagelige spørgsmål:
Hvem bærer skylden?
Jeg spørger ikke, hvem der trykkede på aftrækkeren. Det er et beskrivende og sandsynligvis enkelt spørgsmål.
Jeg spørger til hele den kausale arkitektur.
Hvor meget tilkommer den, der gav våbnet?
Hvor meget den, der udøvede presset?
Hvor meget dem, der skabte betingelserne for, at våbnet kunne eksistere og gå fra hånd til hånd?
Hvor meget den, der fremstillede en del?
Hvor meget den, der leverede metallet?
Hvor meget den, der så mennesket bryde sammen og besluttede, at det ikke angik ham?
Hvor meget en institution, som kunne have grebet ind?
Hvor meget det menneske, der til sidst besluttede at skyde?
Jeg siger ikke, at de alle skal bære juridisk ansvar.
Det ville være absurd.
Jeg siger, at at forårsage, bidrage, tillade, lette, undlade, beslutte og udføre er forskellige kategorier, selv om vi i vores behov for et enkelt svar helst presser dem sammen i ét ord:
skyld.
Vi kunne endda forestille os det matematisk.
Lad E være en afsluttende begivenhed.
Der findes ikke nødvendigvis én årsag C, men en mængde:
Nogle variable vil have næsten ingen vægt. Andre vil være afgørende. Nogle vil være nødvendige, men utilstrækkelige. Andre vil kun være tilstrækkelige, når de falder sammen med bestemte betingelser. Nogle vil ligge så langt fra resultatet, at ethvert juridisk ansvar ville være absurd.
Men en lille vægt er ikke det samme som præcis nul.
Og her kommer det spørgsmål, der virkelig interesserer mig:
Hvorfor falder vores blik, ved slutningen af en enorm kæde af kausale vægte, hvor der gram for gram kan ophobes en masse større end den, det sidste individ bærer, næsten udelukkende på det sidste led?
På den, der til sidst faldt.
På den, der til sidst handlede.
På den, der var til stede, da alt det foregående fik materiel form.
Måske fordi det er lettere.
Det sidste led har et navn.
Det har et ansigt.
Det kan sidde foran os.
Et samfund kan ikke være i en anklagebænk.
En kausalkæde kan ikke lægges i håndjern.
En tidsalder kan ikke afsone en straf.
Jeg forstår indvendingerne.
Jeg forstår de ekstreme eksempler, som sikkert begynder at dukke op i dit hoved. Jeg forstår også, at visse handlinger kan fremkalde en vrede så voldsom, at ethvert forsøg på forklaring føles krænkende.
Jeg prøver ikke at tage den vrede fra dig.
Heller ikke din smerte.
Heller ikke din ret til at kræve konsekvenser.
Min pointe er ikke at udslette individet med den bekvemme sætning, at „vi alle er lidt skyldige i alting“.
Det ville være endnu en forenkling.
Min pointe er næsten det modsatte:
Hvis der findes en del, der tilhører mig, vil jeg kende den.
Og jeg ville finde det langt mere udholdeligt at leve i et samfund, hvor hver enkelt —i ordets bredeste forstand— betaler præcis for den del, der tilkommer vedkommende.
Ikke mere.
Ikke mindre.
Det er mine omgivelser.
De omgivelser, jeg hvert øjeblik af mit liv ønsker at flygte fra.
Et fjendtligt og fejt miljø.
Et system af ukoordinerede masser, som hele tiden bidrager til kollektive resultater og alligevel erklærer sig individuelt uskyldige.
Alle erklærer deres moralske overlegenhed.
Alle finder med forbløffende lethed den skyldige uden for sig selv.
Og derfor har jeg brug for fantasi.
Den verden, jeg søger, finder jeg ikke blot ved at gå ud og mærke luften.
Heller ikke ved at dufte middelhavets rosmarin.
Ikke engang med en sejlbåd fortøjet i havnen, ventende på en smuk dag med vind, så jeg kan sejle ud nogle timer, komme hjem, hoppe i poolen og spise en fideuà lavet over brænde.
Alt det kunne gøre mig lykkelig.
Men jeg ville stadig høre til den samme verden.
Det miljø, jeg taler om, findes kun i min fantasi.
Brætspil er fantasi.
Litteratur er fantasi.
Film er fantasi.
Serier er fantasi.
I det mindste er de en del af min.
De lader mig i nogle timer forlade det ukoordinerede, modsætningsfyldte og uretfærdige miljø og træde ind i et andet, der er underlagt regler.
Og reglerne skal være koordinerede.
De skal være forståelige.
De skal hænge sammen med hinanden.
De skal skabe forudsigelige konsekvenser inden for systemet.
Ellers bryder fantasien sammen.
Måske er det noget af det, der tiltrækker mig mest ved spil: Et lille univers kan være mere sammenhængende end det univers, der indeholder det.
Et spillebræt har grænser.
Verden har ikke.
I et spil kan vi definere en mængde tilstande S, regler R, mulige handlinger A og en overgangsfunktion:
Hvis du gør dette, sker det.
Hvis du træffer en beslutning, svarer systemet efter kendte regler.
Du kan diskutere, om reglerne er gode. Du kan ændre dem. Du kan skabe andre. Men mens du spiller, kan du ikke lade som om, de ikke findes, blot fordi deres konsekvens generer dig.
Spillebrættet erklærer ikke sin uskyld.
Spillebrættet svarer.
Sådan begyndte jeg at skabe BALL.
Men tanken bag fortjener sandsynligvis mere opmærksomhed end et spil, som jeg i dag måske ikke engang selv spiller.
For BALL blev født af noget, der kom før BALL.
Det blev født af mennesket, der vil flygte.
Af behovet for en udvej.
Af fritidens betydning.
Af vores evne til at bygge små universer, når det store univers ikke er nok.
Og den flugt er ikke nødvendigvis harmløs.
Tanke kan skabe forandring.
Fantasien kan vise os, hvad der gør ondt, netop fordi den et øjeblik lader os se smerten udefra.
Den kan vise, hvad der mangler.
Den kan lade os afprøve en anden orden.
Den kan hjælpe os med at finde en løsning.
Ellers samler vi symptomer.
Vi behandler ét.
Et andet dukker op.
Vi behandler det andet.
Et tredje opstår.
Og vi har stadig brug for den samme medicin:
fantasien.
Ikke fordi fantasien løser årsagen, men fordi vi aldrig når dybt nok til selv at løse den.
Og sådan vender vi tilbage til begyndelsen.
Vi kan fortsætte med at stille spørgsmål.
Ét efter ét.
Hvorfor har jeg brug for fantasi?
Hvorfor vil jeg flygte?
Hvorfor føles disse omgivelser fjendtlige?
Hvorfor bygger mennesker sådanne omgivelser?
Hvorfor er vi, som vi er?
Hvorfor eksisterer vi?
Hvorfor findes der noget i stedet for ingenting?
Vi kan fortsætte opad —eller nedad—, indtil vi formulerer spørgsmål, som vi måske ikke engang har det rette sprog til.
Men vi er ikke forpligtet til at nå det sidste i dag.
Først lærer vi tallene.
Så lærer vi at lægge sammen.
Så at trække fra.
At gange.
At dividere.
Og først meget senere forsøger vi at løse ligninger, hvis notation ville have været uforståelig, da vi stadig lærte at skrive tallet ét.
Følg mig her. Begynd ikke at fortælle mig, at vi før det lærer at tale, og før det at bruge stemmebåndene.
Du ved, hvad jeg mener.
Hav ikke travlt.
Gør ikke jagten på det oprindelige spørgsmål —spørgsmålet hvis svar ville løse hele livets mysterium— til en undskyldning for ikke at besvare de spørgsmål, der allerede er inden for rækkevidde.
Først tælle.
Så lægge sammen.
Derefter ser vi, hvor langt vi kan nå.
Det er BALL.
BALL er en fantasi.